Så er der gang i vor nye Billund fabrik

Vi har nu fuld fart på produktionen af hvid isolering på vor nye fabrik i Billund.
 
Det har allerede betydet en væsentlig reduktion af vores leveringstider, og vi kan nu igen levere vore standardtyper og formater på 3 dage fra både Billund, Viborg og Slangerup.
 
Logistisk stiller det nye krav til os med 3 produktionssteder, og disponeringen af transporten er ikke blevet enklere! Da der i perioder heller ikke er flere lastbiler til rådighed i Danmark end højst nødvendigt, ja så er hverdagen af og til lidt hektisk!
 
Den 1. oktober d.å. omlægger vi vor ordremodtagelse, således at alle bestillinger går til vort Viborg-kontor. Her ”opruster” vi p.t. på personalestyrken, så vi er klar til at betjene jer bedst muligt. I vil i god tid få oplyst nærmere om den nye procedure.
 
For jyske og fynske kunder bliver det som hidtil, mens man fra Sjælland og Øerne må vænne sig til at høre – forståeligt – jysk i den anden ende af røret!
 
Anette Lilleør – som mange af jer allerede kender – bliver leder af det nye fælles ordrekontor.
 
Der er ingen grund til at fortælle jer at der stadig er fuld fart på forbruget af hvid isolering. Det ved I bedre end nogen. Det var hvad vi håbede på, da vi besluttede at bygge vor nye fabrik, og nu står den der: klar til at forsyne markedet med Sundolitt produkter!